Jacob Nicolai Afseus, CEO & Partner

Vi løfter nu sløret for en hidtil ukendt side af den ene halvdel af Zigna.

Jacob Nicolai Afseus

Førstehåndsindtrykket af Nicolai er en ung, nytænkende, lettere introvert, dansk-engelsk hybrid med en tør og underspillet humor. En karakter, man ved, gemmer på noget.

Nicolai blev født 2. september 1985 i Nordsjælland, men har brugt en god del af sine unge 20’ere i London, hvor han bl.a. studerede og opnåede en BA-grad i film fra University of Surrey Roehampton, som han senere supplerede med en kandidat i medievidenskab på KU.

”Jeg elsker mine biler”

Nicolai bor nu i Sluseholmen – Københavns flydende Venedig – med kanalvandet for foden af sin lejlighed og havnebussen til at tage sig ad vandsiden til Nyhavn, når han har brug for det. Det er Nicolai selv, som trækker havnebussen ind i billedet, selvom det ellers ikke er hans foretrukne transportmiddel. Han er nemlig ikke blevet forført af Københavns udbredte cykelkultur, men foretrækker til enhver tid sine biler.

Ideen bag Zigna

Efter Nicolais eget udsagn opstod ideen bag Zigna under studierne på medievidenskab, hvor han havde et studiejob som freelance-boligfotograf. Studiekammeraten, Jesper, kom med på vognen, men selvtilliden, hos de to gutter, var høj nok til, at de mente, de kunne gøre arbejdet bedre selv. I 2007 blev de deres egne herrer under firmanavnet BoMedia, som Jesper senere drev alene med navnet Zigna, mens Nicolai smuttede en tur til London.

”Det var en business case, som var nem for os at udvikle og skabe omsætning i”

I 2012 startede Zigna-samarbejdet mellem de to for alvor og rullede hen mod den virksomhed, Zigna er i dag.

CEO-rollen

Som Nicolai selv udtrykker det, har han og partneren, Jesper, altid suppleret hinanden godt med hver sine kvaliteter. Han holder derfor altid Zigna oppe på mærkerne og researcher markedet for, hvad konkurrenterne gør, og hvordan Zigna bør positionere sig – med den evigt drivende vision om at blive den største og foretrukne markedsførings- og salgsplatform for selvstændige ejendomsmæglere.

Som CEO fungerer Nicolai til dagligt som den iderige visionær med et skarpt øje på markedet og de tendenser, han mener bør udforskes i Zigna-regi.

________________________________________________________________

Alter egoer
Som andre drengerøve derude i den store, vide verden har Nicolai en ufuldendt drøm, som måske en dag bliver til virkelighed, når hans alter ego tager over. Kunne Nicolai ønske sig hvad som helst, i blot en enkelt dag, ville han nemlig bruge dagen højt over skyerne som legende jægerpilot, der, uden bekymringer, kunne flyve i loops langt fra tyngdelovens grænser. – Med sin fars jægerpilotblod i årene, er drømmen måske tættere på en realitet.

En mangefacetteret virksomhed
Ananassen, den søde, eksotiske frugt, vi alle kender, kan, i Nicolais øjne, give et andet perspektiv på Zigna. Et perspektiv, som man måske først rigtig forstår, når Nicolai sætter sine egne ord på: ”[En ananas] ser sådan lidt sjov ud, den er fuld af spræl indeni, og når man sætter tænderne i den, finder man ud af, der virkelig er liv i den”. ”En ananas vil virkelig gerne frem”.

Den lader vi hermed stå til eftertanke.


Zigna, som vi kender i dag – en hurtigt ekspanderende, progressiv, international og ikke mindst innovativ markedsførings- og salgsplatform for selvstændige ejendomsmæglere – opstod i hænderne på to unge gutter, som fik en god ide – en rigtig god ide, som bliver ved at udvikle sig større og skarpere.

Havde det ikke været for den dynamiske duo, Nicolai og Jesper, havde Zigna måske set helt anderledes ud – eller slet ikke blevet til. Det var nemlig i samspillet mellem to, dengang mediefagsstuderende, drenge, at Zigna tog form.

Nicolai er i dag partner og CEO i den relativt unge virksomhed, der allerede for år tilbage sprang de danske grænser og nu arbejder i både Thailand, NYC, San Francisco og Bukarest.

FacebooktwitterlinkedinFacebooktwitterlinkedin